- Opdateret 06/01/2025 kl. 11:13
Det er endnu uvist, hvad der er sket med en ung pige, som mandag morgen blev fundet livløs i Roskilde.
En pige på 17 år er mandag fundet livløs på gaden i Roskilde.
Det oplyser kommunikationsmedarbejder Charlotte Tornquist fra Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.
Det var forbipasserende, som mandag morgen fandt pigen livløs på Blågårdsstræde ud for Bondetinget i Roskilde og slog alarm klokken 08.18.
Politiet og en ambulance kørte til stedet, hvor teenageren havde pådraget sig skader. Hun blev bragt akut på sygehuset.
– Hendes tilstand er kritisk, siger Charlotte Tornquist.
Politiet ved umiddelbart ikke, hvad der er sket med pigen.
Stedet er blevet afspærret og skal nu undersøges nærmere for at afklare, hvad der er sket.
Hunde skal afsøge området, og en bilinspektør er sendt til stedet.
Politiet vil gerne høre fra vidner, der kan være med til at klarlægge pigens færden.
Borgere, som har set den 17-årige pige gå i Blågårdsstræde eller i området, omkring tiden op til hun blev fundet, kan ringe til politiet på telefon 114.
Pigen er fra lokalområdet. Hendes pårørende er underrettet.