6. jan. 2025 kl. 18:54
Et år efter den seneste store udvidelse af BRIKS tilføjes endnu et folkerigt land til samarbejdet.
Indonesien indtræder som fuldbyrdet medlem af BRIKS-samarbejdet som det 10. medlem af gruppen.
Det meddeler Brasiliens regering i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Brasilien har formandskabet for BRIKS i 2025.
Indonesien har verdens fjerdestørste befolkning.
Allerede ved et topmøde i Sydafrika i 2023 blev et kommende indonesisk medlemskab godkendt af de øvrige medlemslande.
Medlemmerne af BRIKS bruger gruppen til at samarbejde diplomatisk og økonomisk som en modvægt til andre internationale institutioner.
Oprindeligt mente medlemmerne af BRIKS, at de store internationale institutioner var dominerede af lande i Vesten.
Gruppen er opkaldt efter de første fem medlemmer: Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika.
I januar sidste år blev Egypten, Etiopien, De Forenede Arabiske Emirater og Iran også indlemmet i samarbejdet.