12. jan. 2025 kl. 10:00
Johannes Riis var i et kvart århundrede ansigtet på Gyldendal. Han så talentet i digteren Yahya Hassan. Den 12. januar fylder den tidligere direktør 75 år.
Litteraturen har et fast greb i Johannes Riis, der fylder 75 år den 12. januar.
Sådan har det været siden barndommen, hvor hans mor læste højt for ham og hans fem yngre brødre på gården i Lødderup på Mors.
Interessen for bøger var så stor, at han efter studentereksamen i 1969 flyttede til Aarhus for at læse litteraturhistorie på universitetet.
Hans far mente, at det var et brødløst studie, men sønnen insisterede, og det skulle vise sig at være en fremsynet beslutning.
Mange af de skønlitterære bøger, der står rundt om på stuereoler og bibliotekshylder, er hjulpet på vej af Johannes Riis’ næse for læseværdige oplevelser.
Fra 1994 til 2018, hvor han var litterær direktør i Gyldendal, blev der udgivet et bredt repertoire af digte, noveller og romaner.
Skrevet af danske og udenlandske forfattere, også de mindre kendte, for eksempel Yahya Hassan, der debuterede på Gyldendal i 2013.
Hans digtsamling ”Yahya Hassan” er i dag den mest solgt digtsamling i Danmark.
Johannes Riis bevarede efterfølgende kontakten til digteren, der døde i 2020.
Også andre forfattere nød godt af Johannes Riis’ erfaring, efter at han var stoppet som direktør. Det sikrede han ved at fortsætte som forlægger for nogle af dem, som han gennem årene havde haft under sine vinger.
Samarbejdet varede frem til 2020, hvor Johannes Riis forlod forlaget for sidste gang.
Mere end 40 år blev det til, først som redaktør i Gyldendals Bogklub fra 1979 og som direktør samme sted fra 1985.
Derefter fulgte en periode som direktør i datterselskabet Samlerens Forlag, indtil han i 1994 kunne krone karrieren med titel af litterær direktør.
I dag har han stadig kontakt med en række forfattere gennem sit eget enmandsfirma, Semikolon, hvor han læser, oversætter og vurderer indsendte manuskripter, ligesom han samarbejder med forlag.
I en mail til Ritzau skriver Johannes Riis desuden, at han bruger tid på at læse klassikere, nogle for første gang, andre for genoplevelsens skyld.
»Så ser jeg, om de siger mig det samme som for få eller mange år siden. Man bliver jo ældre.«
Johannes Riis har haft flere tillidsposter, blandt andet som medlem af bestyrelsen for Dansk PEN fra 1984 til 1990, som medlem af det humanistiske forskningsråd, ligesom han har været bestyrelsesmedlem i Dansk Litteraturinformationscenter fra 1995 til 2000.
I 2010 modtog han Rungstedlundprisen, der gives til en person, som gør sig fortjent inden for et felt, som interesserede forfatteren Karen Blixen.
Johannes Riis er gift med Vita Riis, der er cand.mag. i engelsk.
Sammen har de fire sønner, fire svigerdøtre og ni børnebørn.
/ritzau/