12. jan. 2025 kl. 16:00
Der er hverken nok guld eller nok grønne skove uden private aktører.
Morten NystrupLederskribent
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Der er kamp om jorden i flere hjørner af rigsfællesskabet. Prisen for en hektar er nu i gennemsnit over 200.000 kr. Et niveau, der ikke er set højere siden finanskrisen, hvor et kollaps i værdierne gjorde ondt i egenkapitalen. Højere fødevarepriser har forbedret økonomien hos mange landmænd og dermed også øget værdien af deres jorde.
Dertil kommer, at det ikke længere kun er folk med grønt bevis, der har interesse i markerne. En stormfuld eller solfyldt plet er interessant for de selskaber, der stadig øjner profit i vindmøller og solcelleparker.
Biogasbranchen, byudviklere, kompensationsramte minkavlere og investorer på jagt efter inflationssikre investeringer ser også jorden som en god forretning, hvilket har presset jordprisen yderligere op. En udvikling, der ventes at fortsætte til niveauer på mellem 290.000 og 310.000 kr. pr. hektar.
Værdiforskellene vil være store på tværs af landet alt efter kvaliteten og vil formentlig blive større, når det i 2026 er sidste frist for landmændene til at indgå i ordninger, der kan bremse de kvælstofudledninger, som skaber problemer i de danske fjorde.
Siger en landmand nej venter der, hvad der er blevet kaldt ”den store kvælstofshammer”, som tvinger landmænd til at gøde mindre. Alt andet lige vil mindre gødning gøre udbyttet og dermed indtjeningen mindre.
Værdistigningen af landbrugsjord er godt for de etablerede landmænd, men er også en udfordring. Ikke blot for de unge landmænd, der drømmer om en selvstændig fremtid.
Udviklingen får mulighederne for at realisere den grønne trepart til at fremstå som et endnu mere umuligt projekt. Som om det ikke så svært nok ud i forvejen for aftalen, der omkring på Christiansborg blev kaldt »epokegørende« og på Axelborg »den største bedrift for naturen i Danmark nogensinde«. Aftalen får konsekvenser for landmændene. Men er der blot tale om ”erstatningsfri regulering” eller ekspropriation, når bedriften skal lægges radikalt om? Hvad er egentlig aftalens ånd i forhold til frivillighed eller tvang? Og hvor skal man i grunden skaffe alle de træer, er blot nogle af de spørgsmål, der stadig savnes svar på. Når aftalen lokalt skal omsættes til handling, bliver jordpriserne centrale. Det tegner svært og svagt.
Aftalen indebærer, at der skal rejses 250.000 hektar ny skov. Til det er der afsat 22 mia. kr., hvilket kan blive til 75.500 kr. i støttesats pr. hektar. Der er ikke noget at sige til, hvis landmændene og deres revisorer vælger andre veje – veje uden om statsstøttet skovrejsning. Hvordan kommer vi så i mål? Heller ikke her kan man undvære kræfterne og evnerne i det private. Med 10 mia. kr., primært til skovrejsning, står Novo Nordisk Fonden bag den største donation fra en privat fond nogensinde. Andre private aktører, ikke mindst Aage V. Jensens Naturfond og Lego-familiens Kirkbi, køber også landbrugsjord og gør jorden til skov. Virksomheder kan ikke bare hjælpe naturen og trepartens målsætning, men også egne grønne regnskaber ved at klimakompensere ved skovrejsning.
Øget konkurrence om at få fat i den stadig mere værdifulde danske landbrugsjord vil ikke hjælpe den unge landmand eller landmanden, der ønsker at udvide bedriften. Men uden private fonde og formuer er der hverken guld eller grønne skove i Danmark. Det understreger blot, at penge og vækst er en forudsætning for grøn omstilling, ikke en modsætning. Mindre bøvl, færre reguleringer og mere lempelige krav vil være en passende modydelse fra staten, men så langt vokser træerne næppe ind i himlen.
