Én skelsættende oplevelse formede Jytte Abildstrøms tilgang til kunsten. Og livet

Mikael Bertelsen sætter sig over for Jytte Abildstrøm og smiler. »Når du taler til Quincy, hvem taler du så til?« spørger han.

»Til mig selv og alle, der er lidt spøjse,« svarer hun. »Jeg siger til Quincy: Sikke et held, at du kan noget andet end de andre. Tro på dig selv. Du skader ikke andre ved at flyve på en anden måde.«

Således har Jytte Abildstrøm på sin sædvanlige poetiske og underfundige måde illustreret sin livsfilosofi. Skuespilleren og teaterdirektøren, der døde som 90-årig den 2. januar, har altid fløjet på sin egen måde. I Mikael Bertelsens fine interview bliver vi mindet om, hvorfor vi skal sætte pris på enere som hende.

Tidligt opmærksom på miljøet

Han starter med at gå tilbage til Abildstrøms barndom, hvor hendes forældre lærte hende dyder som nøjsomhed, ydmyghed og barmhjertighed. Allerede som barn blev hun opmærksom på miljøet. Hendes far, der var kornmægler, advarede nemlig sine kunder mod at bruge kunstgødning, fordi det siver ned i grundvandet. De dyder og den opmærksomhed på, hvordan vi behandler »jord, luft, ild og vand«, har hun holdt fast i hele sit liv.

Humoren fik hun brug for, da hun som bogholderistuderende meldte sig til Studenterrevyen – egentlig for at komme sig over en kærestesorg, hvilket vi alle sammen kan takke pågældende mand for.

Satire forløser ikke noget

Allerede her, i 1959, gjorde hun sig en erfaring, der kom til at forme hele hendes tilgang til kunst. Hun blev presset til at optræde med en satirisk vise, der gjorde sig munter over, at Karen Blixen ikke fik Nobelprisen. Det var »ren hån«, mente Abildstrøm, der aldrig har brudt sig om satire. 

Det nytter ikke noget, og det forløser ikke noget, argumenterer hun – lidt sjovt, når hun sidder over for satirekongen Mikael Bertelsen, der replicerer, at satire jo kan bruges til at kritisere magthavere. Men den køber Abildstrøm ikke og citerer i stedet Søren Kierkegaard for, at humor indeholder medfølelse og empati. Og det hjælper sjælen til at udvikle sig.

Siden, især gennem sine 40 år som leder af Teatret Riddersalen, har Abildstrøm set det som sin ypperste opgave at holde fast i sine livsholdninger om ønsket om at gøre verden til et bedre sted.

På vippen til helgenkåring

Det er livsbekræftende og inspirerende at se et interview med et menneske, der i den grad har et godt hjerte og lever efter sine egne idealer. Jeg kunne dog ønske, at Bertelsen fik åbnet for en flig af noget andet i hende – en selvkritik, en fortrydelse, en lillebitte skyggeside – så programmet ikke blev den rene helgenkåring. Det eneste ”mørke”, hun taler om, er sin angst over fremtiden med krig og klimaforandring, hvilket igen er supersympatisk.

Men det er også en svært at se noget negativt ved Jytte Abildstrøm, som hun sidder der og smiler charmerende og blinker skælmsk til Bertelsen efter sine selvsikre udsagn. Hun er en kvinde, der ved, hvad hun mener, og hvad hun står for, og hun fremfører sine holdninger klart og kærligt. Hverken hun eller Bertelsen har travlt eller er bange for akavede pauser, og det giver interviewet en skøn ro og eftertænksomhed.

I samtalen om klimaangst spørger Bertelsen, om ikke hun kan være ligeglad med klodens fremtid, når hun alligevel snart skal dø. »Jeg kender ikke det ord,« svarer Abildstrøm og smiler listigt.

Tænk, hvis alle mennesker var som Jytte Abildstrøm.