- 15/01/2025 KL. 09:01
- Opdateret 15/01/2025 kl. 09:45
Det statslige beredskab skal have flere hænder og bedre udstyr til at håndtere kommende kriser. »En fin, lille aftale,« lyder det fra ordførere.
toggle-overlay#showOverlay” data-overlay-id=”byline-overlay-0″ data-overlay-type=”byline” src=”https://imgproxy.jyllands-posten.dk/qjjcoEJhSs75oDxztOJlomT3lCu6lKnWwr_rLJktPAQ/plain/https%3A%2F%2Fbilleder.jyllands-posten.dk%2Fpictures%2Fimage%2F11058791%2F7oqxbc%2FALTERNATES%2Fbyline%2Fsteen-a–joergenssen-jpg”>
toggle-overlay#showOverlay” data-overlay-id=”byline-overlay-0″ data-overlay-type=”byline”> Steen A. Jørgenssen
Mere mandskab, større øvelser og nyt materiel.
Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har onsdag præsenteret den længe ventede aftale om det statslige beredskab, som skal stille danske myndigheder bedre over for kriser og uforudsete hændelser i fremtiden.
Blandt andet skal der indkøbes nyt materiel til at bekæmpe ekstreme vejrhændelser som oversvømmelser og stormfloder, og der skal uddannes mere mandskab til at passe på vores samfund.
»Vi adresserer de mest akutte behov,« siger minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen (V) på et pressemøde sammen med partierne bag aftalen.
»Vi ser ind i et forandret og langt mere alvorligt og komplekst trussels- og risikobillede, og derfor skal vi være bedre til at håndtere kriser og hændelser – det tager vi et stort skridt mod med den aftale, vi indgår i dag,« uddyber han.
I alt bliver der afsat 608 mio. kr. til at udmønte aftalens indhold i 2025 og 2026. Derefter følger der 183 mio. kr. hvert år frem mod 2033.
Pengene skal blandt andet skaffe flere hænder og mere materiel i Beredskabsstyrelsen, som kan bruges på at hjælpe de pressede kommunale beredskaber, som rykker ud, når danskerne har brug for hjælp.
Det fremgår ikke, hvor mange nye medarbejdere der skal ansættes i Beredskabsstyrelsen, men der er afsat 145 mio. kr. til mere uniformeret personel samt udbedring af akutte udfordringer i styrelsens bygninger og faciliteter.
»En fin, lille aftale«
Flere ordførere beskriver på pressemødet aftalen som en »fin, lille aftale« – et første skridt, som dog langtfra løser alle de udfordringer, som Danmarks beredskab står over for i en mere urolig tid med både klimaforandringer og en mere usikker verden.
»Jeg vil ikke sige, at vi er i mål, men vi er kommet et stykke hen ad vejen, og vi får et mere velfungerende beredskab,« siger Lise Bech fra Danmarksdemokraterne.
Liberal Alliances Carsten Bach ser hovedsageligt aftalen som en tiltrængt »genoprettelse af Beredskabsstyrelsens fundament«, og også SF efterlyser mere handling:
»Jeg forventer af regeringen, at man kommer til at gøre mere end det her. Kommunerne har behov for flere penge til at håndtere deres beredskab,« siger Anne Valentina Berthelsen (SF).
Torsten Schack Pedersen erkender, at »vi stadig ikke er i mål«. Og der er mere på vej, forsikrer han. Blandt andet skal der senere i år forhandles om en ny national strategi for cyber- og informationssikkerhed.
Derudover skal der sættes gang i et analysearbejde om, hvordan den danske civilbefolkning skal beskyttes i tilfælde af en krise, og hvordan statslige og kommunale beredskaber skal spille sammen.
Tidligere i år viste en længe ventet optælling, at der var plads til ca. 61 pct. af befolkningen i gamle beskyttelses- og sikringsrum, men at rummene langtfra er klar til brug.
En svær start
Alle partier på nær Enhedslisten og Alternativet er med i beredskabsaftalen, som er det første store politiske resultat for det nye Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab, siden det blev oprettet tilbage i august.
Både ministeriet og regeringen har undervejs fået hård kritik for ikke at have gjort deres forarbejde godt nok, før den brede beredskabsopgave blev flyttet over i sit eget hus.
For eksempel var det først i sidste uge, at ministeriet fik et officielt telefonnummer, som borgere eller virksomheder kunne ringe til.
Og selvom ministeriet nu er i fuld gang med arbejdet, er det stadig ikke fastlagt, hvor stor magt det har over for andre styrelser og myndigheder. Det skal en kommission først afklare.