- 14/01/2025 KL. 23:15
Landstræner Nikolaj Jacobsen forventer, at Rasmus Lauge er ude af holdets næste VM-kamp. Spørgsmålet er, hvor lang skadespausen bliver for den uheldige playmaker.
toggle-overlay#showOverlay” data-overlay-id=”byline-overlay-0″ data-overlay-type=”byline” src=”https://imgproxy.jyllands-posten.dk/ozPFB3YpX8V6S4WQQhpgxji_vtS07Fmzm56lNWfA4WY/plain/https%3A%2F%2Fbilleder.jyllands-posten.dk%2Fpictures%2Fimage%2F13105920%2Fydlurw%2FALTERNATES%2Fbyline%2Fkenneth-thygesen-jpg”>
toggle-overlay#showOverlay” data-overlay-id=”byline-overlay-0″ data-overlay-type=”byline”> Kenneth Thygesen
Selvfølgelig var Nikolaj Jacobsen også glad og tilfreds.
Alt andet ville også være besynderligt efter en voldsom sejr på 25 mål i en VM-premierekamp foran tusindvis af feststemte danske fans.
Men håndboldherrernes landstræner hoppede ikke rundt i ren lykke efter tirsdagens 47-22-sejr over Algeriet – og det var der en særlig grund til.
For Nikolaj Jacobsen mistede (igen) en af sine nøglespillere.
Playmakeren Rasmus Lauge blev skadet i maveregionen og måtte efter en fornem start med bl.a. fire scoringer på otte minutter sætte sig ud på bænken. Han kom aldrig på banen igen.
»Det er helt ikke tip-top. Jeg kan ikke sige alt for meget lige nu, men det er ikke helt godt. Nu må vi se,« sagde Nikolaj Jacobsen efter kampen.
Den 33-årige Rasmus Lauge har tidligere i karrieren kæmpet med både store og små skader, der har kostet ham måneders pauser ad flere omgange.
Selvom han pudsigt nok altid er blevet kaldt ”Lucky” af holdkammeraterne, har heldet bestemt ikke fulgt Rasmus Lauge. Han missede bl.a. EM i 2014 og OL i 2016. Særligt sidstnævnte gjorde ondt. Mens knap to mio. danskere så håndboldherrerne vinde olympisk guld for første gang i historien, sad Rasmus Lauge i forældrenes hjem i Midtjylland på en ufrivillig sommerferie efter en meniskoperation.
Ved VM for to år siden sad Lauge også ude i størstedelen af kampene med en lægskade, inden han til sidst vendte tilbage på holdet og blev finalens bedste spiller med bl.a. 10 scoringer.
Om Lauges VM anno 2025 bliver lige så kaotisk er selvfølgelig uvist. Om landstræneren er nødt til at reagere og finde på nye konstellationer er selvfølgelig også uvist.
For omfanget af skaden er endnu ukendt, og bagspilleren skal undersøges, lød det fra Nikolaj Jacobsen, der med egne ord ikke vil male fanden på væggen endnu.
»Jeg regner med at have mere information i morgen (onsdag red.). Men det er ikke skidegodt. Uden at sige for meget tror jeg ikke, at Rasmus spiller på torsdag,« sagde han med henvisning til gruppekampen mod Tunesien.
Over for TV 2 Sport gættede Rasmus Lauge på, at der er tale om en forstrækning i maven.
»Det er skideirriterende for at være helt ærlig. Jeg synes jo, at det er lidt frustrerende, når det hele egentlig spiller rigtig godt, og jeg føler mig frisk og godt tilpas, så er det drønærgerligt, at der kommer sådan en mindre ting.«
Bortset fra problematikken med Rasmus Lauge havde Nikolaj Jacobsen dog ikke meget at brokke sig over.
»En fantastisk dag med rigtig god håndbold og en rigtig god stemning,« sagde han og roste sit holds præstation.
»Et godt forsvar, en rigtig god målmandspræstation og langt hen ad vejen lykkedes vi med det, vi gerne ville. Jeg er specielt glad for, at vi kunne holde koncentrationen i anden halvleg og blive ved med at trykke på uden at gå ned i tempo, ligesom at de folk, der kom ind, leverede gode præstationer.«