Test af ældgammel spise: Efter to serveringer kunne der ikke proppes mere i mavesækken. Sundhedsfølelsen var mærkbar

Vi bruger tid på at studere sundhedsprofetier, opskrifter, indkøber mangeartede ingredienser og støver blenderen af. Nu skal der tilberedes grød, nærmere betegnet professor Oluf Borbye Pedersens grønne energigrød. Alternativer kan da også bruges, når blot de anvendte ingredienser kan bidrage til sundhed, mæthed og tarme i topform.

Mission 2025

Og derved bryder vi med en stærk januar-tradition, som hidtil har handlet om at udforske de mange bud på en hurtig, ”smertefri” og effektiv slankekur. Er du barn af 1980’erne kan du nok, ligesom jeg, huske de kulørte ugeblades forsider i januar. Slanketipsene stod i kø: spis grapefrugter, skrab fedtet af brødet, hæld stegefedtet ud eller spis efter din blodtype.

2025-missionen handler knap så meget om maveskind og målebånd over hofter, baller og lår – nu skal det handle om det indre: sundhed, velvære og et skarpt immunforsvar.

Hører du til generationen, som kan huske en ugentlig grøddag og smagen af vandgrød, kan du roligt finde barndommens grødtyper frem og tviste dem med lidt grønsager og frugt, så er du langt fremme i ”bussen” i forhold til os andre, der stadig befinder os i googlesøgninger. Forskellen er blot, at du nok vil foretrække en varm grød tilberedt på komfur, hvor nutidens grød tilberedes i blenderen og serveres kold.

Det yderste af fortænderne

Den første lørdag i januar: Det var, som om det meste af Aarhus havde valgt en kollektiv kostomlægning med henblik på at boste mavens fordøjelsessystem. Hver en stol var besat i den lille restaurant Grød, og en stadig voksende kø ved bestillingen fyldte det resterende af gulvarealet ud.

Uden for restauranten blev der til stadighed kigget med lange øjne igennem vinduespartiet, og flere opgav grødmissionen, vendte om i døren og måtte derved jagte andre hurtige helsebringende vitaminindsprøjtninger. Jeg fokuserede på at ramme to fluer med et smæk: Jeg ville stille min nysgerrighed og sult med Grøds bud på professorens grønne energigrød med 600 gram frugt og grønt. Der var tale om en grøn smoothie bowl toppet med blåbær, frisk æble, granola og mandelsmør.

Min mand valgte Açaí Blueberry Smoothie Bowl – tilberedt af banan, blåbær, solbær, jordbær, acaipulver og havredrik toppet med blåbær, peanutbutter, banan, ristede kokosflager og granola. Priserne for grødoplevelserne var henholdsvis 99 kr. og 95 kr. Det var et smukt syn, der ramte os, da de to typer af grød landede tungt på vores bord. Og det var da også, som om de første øjekast sendte positive vibrationer direkte til kroppen med besked om, at vi lige nu foretog en omlægning fra det tunge julesul til en ny og grønnere hverdag. Kroppen meldte klar, og forventningerne var tårnhøje. Men – et er, hvad øjnene aflæser, noget helt andet er mundtøjets stædige fokusering på at modtage en kold skefuld mad i stedet for den kendte varme havregrød toppet med et godt drys sukker og en solid smørklat, som jo i denne sammenhæng synes flov og ukorrekt. For bare en generation siden blev denne grød opfattet som både sund og mættende.

Jeg overvandt mit pludselige savn af den klistrede havregrød og kastede mig ud i den kolde grønne bølge. Det var da også det yderste af fortænderne, der tog imod den første skefuld grød. Godt hjulpet af mandelsmør og den sprøde granola gik det overraskende fint, og inden for ganske få minutter havde den nye trend besejret mit sind. Grøden blev skyllet ned med en meget velsmagende friskpresset gulerodsjuice bestående af gulerod, æble, ingefær og citron. Pris 49 kr. I takt med indtagelsen af grøden og juicen steg den indre sundhedsfølelse. Jagten var gået ind på det evige liv.

Grød i generationer

At lige netop grød er blevet en trend, hvor der investeres tid og penge, er faktisk tankevækkende. For grød er vel nok den ældste form for servering, som vi danskere har indtaget i generationer.

Listen over grødtyperne i de gamle danske kogebøger er lang, her nævnes blot nogle få: boghvedegrød, byggrynsgrød, fløjlsgrød, havregrød, kartoffelmelsgrød og smørgrød. De mere eksotiske serveringer blev i kogebøgerne benævnt som blandt andet: risengrød, majsgrød og maizenagrød. Den mest almindelige grødtype var vandgrød. Tilberedningen kunne varieres i det uendelige. Her er en opskrift fundet i ”Fru Magdalene Lauridsens Dyrtidsbog” fra 1917:

»Vandgrød koges af havregryn, byggryn, mannagryn, ris og groft rugmel. Der beregnes cirka 135 gram gryn eller mel til 1 liter vand. Vandgrød gives med mælk og sukker til eller let jævnet frugtkompot. Risenvandgrød kan også koges med ituskårne rabarberstykker eller æbler i. Når frugten kommes ned i grøden, kommes der lidt sukker ved.«

Den ældste generation kan på stående fod give dig opskrifter på: Vandgrød, kartoffelgrød, havregrød og øllebrød, sidstnævnte er trods navnet ligeledes en grødtype. De ældre kan supplere med fortællinger om barndommens grødunivers, hvor grøden fungerede som morgenmad, en forret, inden kødfadet blev præsenteret, eller som hovedrolleindehaver på den – for nogen – forhadte ugentlige grøddag.

Formadens funktion var ligetil, for:

»Jo større portioner formad, man spiser, des mindre appetit har man til den efterfølgende dyrere kødret. Det er derfor en gammelkendt økonomisk regel, at man skal spise store portioner formad, når man vil leve billigt.«

Således skriver Carla Meyer i sin bog ”Nutids Mad” fra 1931. Hun angiver desuden følgende portionsstørrelser per voksen mand, med lettere legemligt arbejde:

»Billig kost: 5 deciliter formad. Middeldyr kost: 4 deciliter formad. Dyr kost: 3 deciliter formad.«

Mange vil nok også nævne efterretten bestående af frugtgrød med mælk eller fløde.

Rødgrøden i 1700-tallet var helt uden bær. Den røde farve fremkom alene ved brug af rødvin. Senere ”udgik” rødvinen til fordel for bær som ribs, kirsebær og hindbær. I kogebøgerne står anført, at alle bær kan bruges, dog ikke solbær, der nævnes som det dårligste bær. I de gamle erindringer står der om rødgrød, at den ikke var så almindelig. I en enkelt kilde ser man, at retten blev serveret til gilder, bl.a. til bryllupsgilde, hvor rødgrøden kom »på store stegefade … én kone øste grøden i tallerkenerne, en anden kom fløde på, før de blev delt om til gæsterne«.

Studiet af grød

Vi måtte videre på vores dannelsesreje i grødens univers. De varme serveringer skulle selvfølgelig også afprøves. Vi bestilte Chicken Congee: Asiatisk risgrød med økologisk hønsekød, knuste peanuts, forårsløg, soya, sesamolie og koriander samt svampebygotto med vesterhavsost, syltede svampe, timian, ærteskud og sort peber – begge til en pris af 99 kr.

Grøds friskpressede rødbedejuice med æble, rødbede, ingefær og citron til 49 kr. smagte forfriskende til de to serveringer. Hvorfor lige dette valg på menukort? Jeg har det som 17 pct. af den europæiske befolkning – koriander er bare ikke lige min kop te. Og det kan derfor da også synes modigt, at de fleste af frokost/aftenserveringerne på Grød fremstår med brug af koriander. Man kan selvfølgelig vælge at spise uden om den særprægede urt, men min forkælede næse skal bare dufte til koriander, så lusker jeg videre.

Ovenstående grødserveringer er langtfra de ingredienser, som fortidens danskerne brugte i den selvforsynende husholdning. Grød passede glimrende til landbrugslandet Danmark, idet de fleste af vores kornsorter kom i spil i forskellige typer af serveringer. Frem til første halvdel af 1900-tallet spillede grød en særlig rolle til flere af dagens serveringer: morgenmaden, davren, blev serveret omkring kl. 5. Folkene fik mælkegrød, som var rester fra aftensmaden dagen før. Grøden var ofte kogt på bygmel. Man spiste den kold sammen med et stykke stegt flæsk eller en stegt sild. En anden af de almindeligste retter til davre var øllebrød.

Ved middagstid kl. 12 blev dagens hovedmåltid serveret. Søbemad var det mest almindelige, tilberedt af flæsk og grønsager. Men også fisk, vælling, grød, kornsuppe og forskellige typer af mælkemad stod på hverdagens spiseseddel. Om søndagen kunne madmor servere grønkålssuppe, gule ærter eller sødgrød, men denne ekstravagance var afhængig af årstiden og fadeburets formåen. Arbejdsdagen sluttede med nadveren, som var den sene aftensmad. Madmor serverede ofte kold grød af boghvede eller byg skåret i styk­ker og overhældt med varm mælk eller varmt øl.

I en tid med fødevareknaphed og rationering under de to verdenskrige var grød ofte på hverdagens menukort. Da brændsel under krigen var knap og dyr, måtte der tænkes anderledes i tilberedningen af maden. ”Spar på gassen – kog i kassen.” Høkassen er kort fortalt en trækasse med låg, foret med aviser eller hø. Man giver maden et hurtigt opkog i en gryde og derefter sættes gryden i høkassen, hvor den koger færdig. På den måde bruges ganske lidt energi. Grød passede som fod i hose til denne for os lidt atypiske tilberedning.

Grødrester opblødt i væske blev desuden brugt til frikadeller, forloren hare osv. Selvom fødevareknapheden og dermed rationeringen begrænsede husmoderens muligheder for at bage, ses det på alle måder, at man lige netop inden for bagværket forsøgte sig med alternative ingredienser.

Et studium i kogebøger fra krigens tid afslører, at hvedemelet blev begrænset, og at man derfor forsøgte at anvende andre meltyper som rug, byg og havre i det klassiske bagværk. Kartoffelmel, brødskorper og grødrester udgjorde ligeledes en mulighed for at strække de kostbare ingredienser til bagningen.

Lidt til den søde tand

Mod slutningen af Anden Verdenskrig bliver mængden af opskrifter på kager og andet sødt bagværk eller desserter reduceret kraftigt i kogebøgerne. Faktisk er der flere kogebøger, som slet ikke har opskrifter på noget, som kan friste den søde tand. Et velkendt produkt af krigens rationerede køkken er fremkomsten af havregrynskuglen. Et lille kagestykke, som uden brug af bageovn kunne fremtrylles ved hjælp af få ingredienser.

Efter to serveringer kunne der ikke proppes mere i mavesækken. Kroppen optrådte harmonisk, og sundhedsfølelsen var mærkbar og skøn at sole sig i. En fed fornemmelse, kun afbrudt af begyndende tarmaktiviteter.

Vi var dog ikke mere hellige, end at vi bestilte Grøds to dessertanretninger til at tage med hjem: æbletrifli med flødeskumsskyr, granola og makroner til 59 kr. og fire chokokugler med mørk chokolade, kokos, dadler, kakao og glutenfri havregryn til 39 kr.

Det er altid rart at kunne forlænge en god oplevelse, og det kan anbefales at tage desserten under armen til indtagelse i de hjemlige gemakker. Æbletriflien og trøflerne smagte fortrinligt til en varm kop kaffe i køkkenet med udsigten til Alling Å klædt i frost og dækket i hvidt.