- 18/01/2025 KL. 22:02
Danmarks håndboldherrer er ustoppelige ved VM. Lørdag aften blev Italien gennembanket med 19 mål. Her er de fem vigtigste nedslag fra kampen.
Nikolaj Jacobsens herrelandshold kværner bare videre ved VM.
Efter blandt andet ni scoringer af Simon Pytlick og otte af Emil Jakobsen vandt håndboldherrerne lørdag aften den tredje kamp i træk ved VM og er nu klar til mellemrunden.
Sejren lød på 39-20 (18-8) over Italien, der ellers gjorde sit bedste for at presse Danmark.
Langvarig modstand ydede italienerne selvfølgelig ikke, men sådan må det være, når Italien ikke har haft et herrehåndboldhold med til en slutrunde i 28 år.
Her er de fem vigtigste nedslag fra opgøret.
1
Man kan ikke bare holde fri i et kvarter
Det er simpelthen en fordel at have verdens bedste målmand.
Det har de danske håndboldherrer haft i årevis i Niklas Landin, og nu leverer arvtageren Emil Nielsen gang på gang på samme høje niveau. Det er til tider modbydeligt.
Anført af Emil Nielsens mange redninger blev også Italien sat grundigt på plads af Danmark. Italien fulgte med til 4-4, men tog så et kvarters scoringspause. Det kan man ikke mod Nielsen og kompagni, der udbyggede føringen til 12-4.
Dermed var den VM-kamp lukket og slukket.
Nielsens overlegenhed var total, da han greb et italiensk langskud efter godt 20 minutters spil. Gæt selv om det blev modtaget godt af tilskuerne i en gyngende Jyske Bank Boxen, der leverede en fornem opbakning.
Selv efter det afgørende forspring var slået, og sejren kun så ud til at blive større og større, blev tilskuerne ved med at fejre hver en scoring.
Festen fra tribunerne smittede selvfølgelig af på et angrebsivrigt dansk landshold, der også bare blev ved, ved og ved.
2
Så skal forretten serveres
Vurderet ud fra Danmarks overlegenhed i gruppespillet kan vi næsten tillade os at mene, at vi nu har spist velkomstsnacken.
Derfor skal vi kaste os over forretten. Den hedder VM’s mellemrunde. Her kæmper de seks bedste hold fra gruppe A og B om to pladser i kvartfinalen.
For Danmarks vedkommende spilles de tre kampe i mellemrunden også i Boxen i Herning. Tirsdag, torsdag og lørdag. Modstanderne er Tyskland, Tjekkiet og enten Schweiz eller Polen. De to sidstnævnte landshold mødes søndag i en direkte duel om et videre avancement.
Som tredobbelt verdensmester med en række af verdens bedste spillere er Danmark naturligvis storfavorit til at vinde alle tre kampe og stryge sikkert videre i kvartfinalen. Indiskutabelt. Men særligt opgøret mod OL-sølvvinderne fra Tyskland bliver interessant.
3
En hyldest til en sjældent gæst
Hvor var det skønt at se et italiensk landshold i en håndboldkamp mod Danmark. Det var decideret forfriskende. Bare at høre den kraftfulde italienske nationalsang i harpikssammenhæng.
De godt 14.000 tilskuere i Jyske Bank Boxen var endda så begejstrede (eller bare lørdagskåde kl. 20.25) for italienerne, at de klappede under slutningen af nationalhymnen og til sidst brølede, ja, næsten hyldede de hvidklædte modstandere. Det gjaldt også racerlegenden Tom Kristensen fra VIP-boksen.
Hyldesten var klædelig. Ligesom det også kun klæder international tophåndbold, at et stort, sportsgalt europæisk land som Italien også er repræsenteret ved VM.
Italiens VM-præstationer taget i betragtning tyder noget på, at de er kommet for at blive.
4
Danmark var faktisk kortvarigt udfordret
I torsdags bragte Danmark sig foran 11-1 mod Tunesien, nærmest inden samtlige tilskuere havde fundet deres sæder.
Så let var det ikke mod Italien, som derimod bed fint fra sig. Magnus Saugstrup, Lukas Jørgensen og resten af det danske forsvar havde det vanskeligt i flere perioder af første halvleg. Modsat Danmarks to første VM-modstandere, der forsøgte (ja, forsøgte) at udfordre Danmark på fysisk råstyrke, greb italienerne nemlig tingene anderledes an.
De kom med en omgang kreativ, tempofyldt og velorganiseret håndbold. Der var styr på roller og løbebaner. Det pressede og frustrerede Danmark i indledningen.
Hvor tit ser man ellers Magnus Saugstrup, nordjydernes nordjyde, først brøle og dernæst kaste armene i vejret ud mod publikum efter en bolderobring ved en føring på seks mål? Anføreren havde selvfølgelig også et behov for at vise, at man ikke bare leger med ham.
5
Fra alvor til grin på få minutter
Begyndelsen på anden halvleg blev mildt sagt anderledes. Både dramatisk og dernæst komisk.
Først gik dommerparret ud for at gense en spilsekvens på video. De vendte retur med et rødt kort til Danmarks Magnus Landin, der angiveligt ramte en italiener med albuen. Knap halvandet minut nåede Landin på banen, inden han måtte tage en overtrækstrøje på.
Et par minutter senere blev kampen afbrudt, da en stor gruppe tilskuere på den ene langside viftede med ihærdigt med armene. En tilskuer skulle tilsyneladende tilses. Et par stewards i gule veste kom til undsætning, og så blev kampen genoptaget.
Ja, faktisk blev alvoren et par minutter senere afløst af grin efter et dansk angreb. Simon Pytlick skød på mål, men den italienske målmand reddede afslutningen. Troede han. Desværre for ham røg bolden – efter redningen – højt op i luften, ned igen og dernæst studsede ind i målet, alt imens målmanden så forvirret og hjælpeløst til fra gulvet.
Publikum skraldgrinede. Simon Pytlick smilede.