21. jan. 2025 kl. 01:14
Der var ikke et ord om Grønland – men til gengæld en masse underskrifter fra Trump, da han holdt tale for støtter i Washington DC efter sin indsættelse.
Henrik Philip Hare
Efter at være blevet hyldet og have holdt en tale for sine tilhængere i Capital One Arena i Washington DC underskrev Donald Trump lidt efter midnat dansk tid en række præsidentielle dekreter ved et skrivebord foran forsamlingen.
Der blev ikke præsenteret en stor mængde detaljer om dekreterne, men overskrifterne på dem – og Trumps underskrifter – trak dog stor jubel alligevel.
En ordre om at rulle lovgivning fra Bidens periode tilbage var i blandt, og det samme gjaldt delvise ansættelsesstop i dele af statsapparatet.
En ret løst formuleret ordre om at ”adressere” høje leveomkostninger var også med i bunken. Den fik også Trumps underskrift med det, der blev omtalt som en kuglepen, men på fintfølende mikrofoner dog lød som en sprittusch.
Det samme gjorde to ordrer, der tilsammen skal trække USA ud af Paris-klimaaftalen. De trak ganske stor jubel.
Der var dog endnu mere glæde i publikum over nogle af de sidste stykke papirer på bordet. For selvom der ikke var så mange detaljer om metoderne bag, var det ordrer om at »genoprette ytringsfriheden« og om at stoppe forfølgelsen af Trump-støtter fra hans første periode i Det Hvide Hus, der for alvor fik taget til at lette.
Trump lagde derefter pennen fra sig og forlod Capital One Arena til publikums tilråb: »USA, USA, USA.«
Forinden havde han blandt andet kritiseret sin forgænger, Joe Biden, for blot få minutter før indsættelsesceremonien mandag at benåde fem af sine familiemedlemmer præventivt.
Trump betegnede det, som at det var sket mens Trump holdt sin tale og tog stort anstød af det. Han påpegede, at han var blevet overtalt til ikke at omtale sine planlagte benådninger af 6. januar-oprørere for at holde den gode tone, og at Bidens træk var undergravende for det.
Men at 6. januar-oprørerne uanset hvad vil blive benådet, stod helt klart af Trumps tale.
Til gengæld blev Grønland ikke nævnt med et ord af Trump i Capital One Arena, ligesom det heller ikke skete i de to andre offentlige taler efter indsættelsen.