25. jan. 2025 kl. 07:00
Da hun var miljøminister, glædede Ida Auken sig over ulvens tilbagekomst. Nu efterspørger hun muligheden for »fleksibilitet«.
Sarah Kott
Her ville vi gerne have vist mere indhold
For at vise dette indhold fra Omny Studio skal vi bruge dit samtykke til at anvende cookies.
Det giver du ved at klikke på knappen nedenfor og derefter vælge “Tillad alle”.
Du kan også gå videre til Omny Studio.
Når en ulv bevæger sig helt ind i et boligområde, bør det være muligt at gøre noget drastisk.
Det mener Socialdemokratiets ordfører for grøn trepart, Ida Auken.
Hun afviser sin partikollega Anders Kronborgs forslag om at deportere ulve fra Jylland til Fyn og Sjælland for at sprede bestanden ud. Et forslag, som folketingsmedlemmet kom med, efter at en ulve blev spottet på i et villakvarter i Oksbøl.
Men hun forstår bekymringen i lokalmiljøet, siger hun i Jyllands-Postens podcast ”Hvis du vil vide mere”. Derfor ønsker Socialdemokratiet en afklaring på definitionen af en såkaldt problemulv. Hvis der er tale om en problemulv, kan der nemlig gives tilladelse til at skyde den ellers beskyttede ulv.
»Umiddelbart vil jeg mene, at en ulv, der render rundt så tæt på et byområde, den skal man have lov at skyde,« siger Ida Auken.
Ifølge Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø er en problemulv karakteriseret ved at mangle instinktiv skyhed over for mennesker, er rabiessyge eller udviser aggressiv adfærd, der angriber hunde og angriber husdyr gentagne gange på trods af, at der er opsat hegn.
Men ifølge Ida Auken står det altså ikke klart, om man vil kunne få tilladelse til at skyde en ulv, som den, der er blevet set i Oksbøl.
»Og det er en af de ting, som Socialdemokratiet synes er vigtigt, at få en klarhed over: Hvad en problemulv er. Jeg tror også, at tiden er kommet til at tage en diskussion med EU igen – og der kommer nogle muligheder i foråret – om, hvordan vi kan få noget mere fleksibilitet i Danmark.«
Kommet for at blive
Samme melding kom fredag efter et ulvemøde mellem ministeren for Grøn Trepart, Jeppe Bruus (S), og ordførere fra Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.
I 2013, da Ida Auken var miljøminister for SF, sagde hun til Maskinbladet om ulvens udbredelse i Danmark:
»Det er utroligt glædeligt, at vi har ulven tilbage i Danmark. Nu skal vi sikre os, at vores forhold til ulven ikke bliver ødelagt af, at vi har mange forskellige interesser.«
I dag vil hun ikke forholde sig til, hvorvidt det er godt eller skidt, at ulven er i Danmark.
»Jeg tror, at man må sige, at ulven er kommet for at blive. Jeg kan ikke høre nogen, der mener at der er mulighed for at udrydde ulven i Danmark. Vi kommer til at få mere natur og flere arealer, så jeg tror, at biologer vil sige, at der er plads til ulven,« siger hun og understreger, at der skal findes løsninger, så danskerne kan være trygge.
»At have et stort rovdyr gående rundt i et boligkvarter, det har jeg aldrig støttet.«
Siden 1992 har ulven været fredet pga. et såkaldt habitatdirektiv fra EU og under Bernkonventionen. I december stemte et flertal af landene i Bern-konventionen under Europarådet for at lempe ulvens beskyttelsesstatus fra ”strengt beskyttet” til ”beskyttet”. Det baner vejen for, at EU kan ændre habitatdirektivet.