24. jan. 2025 kl. 21:22
I spillet om Grønland var Donald Trump tilsyneladende ikke interesseret i at lytte til dansk fornuft.
Thomas Møller Kristensen
Ligefrem og alvorstung.
Sådanne overskrifter har statsminister Mette Frederiksen (S) begrænset sig til at hæfte på den telefonsamtale med Donald Trump, som hun havde midt i sidste uge.
På baggrund af flere anonyme kilder bringer Financial Times nu flere detaljer om indholdet af den 45 minutter lange snak – under rubrikken »Donald Trump i ophedet telefonopkald med Danmarks statsminister om Grønland«.
Over for det internationale erhvervsmedie hævder fem nuværende og tidligere højtplacerede europæiske politikere eller embedsmænd, at samtalen gik »meget dårligt«.
Trump havde været aggressiv og konfrontatorisk, da først Mette Frederiksen havde gentaget, at Grønland altså stadig ikke er til salg. Selv ikke hendes udglattende tilbud om endnu mere samarbejde omkring militærbaser og mineraludvinding formildede Donald Trump.
»Det var forfærdeligt,« påstår en kilde, mens en anden forklarer:
»Han var meget stålsat. Før var det svært at tage alvorligt, men jeg tror, at det er seriøst – og potentielt meget farligt.«
Artiklen er skrevet i et samarbejde mellem mediets korrespondenter i London, Oslo og Washington, men over for Financial Times afviser statsministeriet i Danmark at kunne genkende udlægningen af telefonsamtalen.
Jyllands-Posten har dog tidligere på baggrund af flere kilder kunnet fortælle, at Trump under samtalen ikke udtrykte noget ønske om at trække sine trusler om told – eller ligefrem militær pression – i forsøget på at få kontrol over Grønland tilbage.
Også efter sin indsættelse som amerikansk præsident i mandags har Donald Trump nævnt Grønland – og for den sags skyld også Canada og Panama.
Canada bør ifølge Trump være den 51. stat i USA, mens Panama vil gøre klogt i at tilbagelevere kontrollen over Panamakanalen, mener han.
Sidstnævnte problemstilling ligger Donald Trump så meget på hjerte, at han truede med simpelthen at ville sikre sig rettighederne til den vigtige sejlrende med magt.
Den danske regering er ude i en linedans over for USA, og også derfor var udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) en lettet mand tidligere fredag. Da havde han Marco Rubio, USA’s nyudnævnte udenrigsminister, i røret, og Grønland var overraskende nok kun blevet nævnt i forbifarten.
Læs en mere udførlig artikel om den udvikling hér.