29. jan. 2025 kl. 15:00
En stak omfattende velfærdsreformer skal i de kommende år omsættes til bedre velfærd i kommunerne. Men hvad gør man, når man ikke gør, som man plejer?
Morten NystrupLederskribent
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Kommunerne har i mange år håbet, at skiftende regeringer ville gøre alvor af løfterne om mindre bureaukrati, mere frihed. At de flotte ord om, at de bedste løsninger findes tæt på borgerne, blev omsat til handling og ikke bare flere regler. Ofte er kommunerne og borgerne blevet skuffet. Nu rammer en storm af velfærdsreformer kommunerne, flere er på vej.
Til sommer træder ældrereformen i kraft. Kommunerne bliver dybt involverede i sundhedsreformen, der er den største på sit område i 20 år. En socialreform skal tøjle udgifterne på det specialiserede område, hvor omkostningerne ellers er løbet løbsk. Den grønne trepartsaftale skal formes til lokale løsninger. Med folkeskoleaftalen skal 4.000(!) bindende mål reduceres til 215. Og så skal der findes en anden beskæftigelsesform, når jobcentrene skal nedlægges.
Fælles for aftalerne med de vidtrækkende konsekvenser er, at de skal frisætte kommunerne, som i fremtiden skal forholde sig til færre regler og flere løsninger, der kan mærkes hos borgerne.
Det kræver i sig selv en kulturreform i kommunerne, hvor de mange love, skemaer og kontroller nok tog tid, men hvor man også kunne måle kvaliteten af sin indsats på antallet af flueben.
Det bliver straks langt sværere, når der er færre regler at læne sig op ad, og man i stedet skal finde løsninger baseret på frihed, fornuft og faglighed.
Der er grund til bekymring, for fagligheden er tilsyneladende nedslidt hos både afsender og modtager af de mange nye reformer.
I bogen ”Embedsfolk” blotlagde professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen, Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, hvor skidt det står til med vidensniveauet i toppen af den offentlige forvaltning, der i høj grad styres af generalister uden dybt kendskab til de fagområder, de administrerer.
Læg dertil det skræmmende billede af den politiske proces, som embedsfolk og politikere tegner i Sigge Winther Nielsens ”Entreprenørstaten”. I iveren efter at udvise handlekraft hastes love igennem i en boble på Slotsholmen. Det øger sandsynligheden for, at store forandringer baseres på et tyndt grundlag, som man kun kan håbe på kan bære, når skidtet møder virkeligheden.
Gennem mange år har den mest efterspurgte faglighed på kommunekontorerne været at udfylde skemaer, sikre, at man overholder reglerne, og i øvrigt få en stadig strammere økonomi til at række længere. Det er næppe de rette kvalifikationer, hvis kommunerne i fremtiden skal fokusere på, hvad den egentlig skal være, hvis den vil være til gavn. ”Hvad synes vi egentlig selv?” skal såvel lokalpolitikere som kommunalt ansatte til at spørge sig selv om.
Og man skal ikke vente for længe på at svare, hvis man også i fremtiden vil lempe landspolitikernes kontrolkløe.
Det er med andre ord op til kommunerne at leve op til egne, gamle ønsker og op til landspolitikerne at give dem plads. Også i en tid, hvor behovet for prioriteringer ikke bliver mindre.
Sidste års økonomiaftale mellem kommunerne og regeringen var på mange måder banebrydende, men der venter næppe mange flere penge til velfærd, når den altdominerende dagsorden er forsvar. At øge forsvarsbudgettet med 1 pct. svarer til 30 mia. kr., og selv Wammen må på et tidspunkt opgive at finde flere penge i hjørnerne af råderummet.
Der er al mulig grund til at heppe på, at det omsider skal lykkes at gøre op med overstyring og et virkelighedsfjernt regeltyranni, der i mange år mest har været til besvær. Der er lige så god grund til at frygte, at frisættelsen bliver erstattet af noget, der er lige så lidt brug for: (u)kvalificeret handlingslammelse.
