31. jan. 2025 kl. 17:30
Det er uforståeligt for mig, at grønlandske politikere kun har interesse i at grave grøfter i stedet for at tale om alle de ting, som binder Grønland og Danmark sammen.
Pia KjærsgaardMF (DF)
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Når jeg ser tilbage på mere end 40 års debat om Grønland og rigsfællesskabet, må jeg konstatere, at vi har nået et absolut lavpunkt.
Jeg ved i grunden ikke, hvad der er sket i forholdet mellem vores to nationer. Tidligere husker jeg, at vi kunne have fornuftige og indholdsrige debatter, og jeg erindrer flere karismatiske grønlandske politikere som f.eks. Jonathan Motzfeldt og Lars Emil Johansen.
Vi kunne være rygende uenige – men vi var aldrig uenige om, at Grønland og Danmark havde brug for hinanden. At vi hørte sammen. I dag debatterer vi i ramme alvor, om Danmark har begået »folkemord« i Grønland i den såkaldte spiralsag, og vi accepterer helt utålelige krav om simultantolkning mellem grønlandsk og dansk. Hvornår begyndte det for alvor at gå galt? Hvornår kørte det hele af sporet?
Jeg mistænker sommetider hele den importerede amerikanske identitetspolitik, Black Lives Matter og woke for at være en del af forklaringen.
Her opdagede en grønlandsk politiker som Aki-Matilda Høegh-Dam en nyttig knage at hænge sin politik op på. Fra afrikanske slaver, der plukkede bomuld i amerikanske sydstater, til brugen af spiral blandt kvinder i Grønland synes der at gå en lige linje – en rød tråd. Og der er et tidsmæssigt sammenfald mellem den nuværende, stærkt betændte debat og introduktionen af wokismen.
Har disse politikere i virkeligheden ikke taget hele det grønlandske samfund som gidsel, samtidig med at de hengiver sig til fjerne drømmerier om grønlandsk selvstændighed og naturligvis med samme bloktilskud og samme rettigheder som nu?
Er det denne mentalitet, som indpodes i grønlandske skolebørn i det omfang, de overhovedet får de undervisningstimer, de har krav på: at alt dansk er ondt og undertrykkende? At alene det at beherske det danske sprog er udtryk for strukturel racisme og undertrykkelse?
Jeg skal ikke her dvæle ved de massive sociale problemer i det grønlandske samfund. Ikke mindst på østkysten. I 2019 viste en undersøgelse, at hvert tredje grønlandske barn født i 1990’erne er vokset op i hjem præget af vold og alkohol, mens en femtedel er blevet seksuelt misbrugt.
Dengang foreslog et grønlandsk folketingsmedlem oprettelsen af en katastrofefond, hvor ofre kunne søge om tilskud til behandling.
Det var i statsminister Mette Frederiksens første periode som regeringsleder – hvor regeringen i øvrigt også lovede at opsætte radarstationer og købe droner til overvågning af Grønland, efter at præsident Trump første gang havde tilbudt at ”købe” Grønland. Intet skete. Hverken med hensyn til Danmarks bundne opgave med at hjælpe grønlandske børn, hvilket vi faktisk er forpligtede til i forhold til FN’s børnekonvention, eller militære forpligtelser.
Ja, Danmark har faktisk ansvaret for, at grønlandske børn i egenskab af danske statsborgere ikke udsættes for overgreb og de tredjeverdenstilstande, som eksisterer i mange bygder. Og Danmark har naturligvis også ansvaret for Grønland militært. Ingen af delene har vi leveret. I stedet for har regeringen ladet sig trække rundt ved næsen som et sløvt kreatur af aktivistiske grønlandske politikere med fuldstændigt ansvarsløse og urealistiske krav om selvstændighed.
Jeg forstår slet ikke, at grønlandske politikere har denne interesse i at grave disse grøfter. Danmark og Grønland har en fælles historie, som rækker tilbage til 1721 – ja, helt tilbage til nordboerne. Der findes et utal af blandede familier og tætte menneskelige bånd mellem vores to lande. Hvordan kan de få sig selv til det? I enhver familie kan der være problemer. Ting, som skal bearbejdes og frem i lyset. Kunne vi ikke have nøjedes med det?
Men på den baggrund er det ikke sært, at præsident Trump betragter Grønland som værende »til rådighed«. Som han konstaterede, »behandler Danmark ikke grønlænderne godt«. Hvilket andet indtryk kan han få, hvis han følger med i de grønlandske medier og lytter til grønlandske politikere i såvel Folketinget som Naalakkersuisut? Hvem kan fortænke ham i at tro, at grønlænderne hellere end gerne vil afbryde al kontakt til Danmark?
Der kan udpeges to hovedskyldige: urealistiske grønlandske politikere og en dansk regering, som konsekvent har nægtet at tage ansvar som følge af lige dele ligegyldighed og berøringsangst. Taberne er desværre den grønlandske befolkning og Danmark. Jeg har gennem årtier mødt mange fantastiske mennesker fra Grønland. Det bedrøver mig dybt, at de er blevet taget som gidsler.
