6. feb. 2025 kl. 19:35
Den tidligere Venstre-minister Peter Christensen er død, 49 år. Han var kendt som en central aktør i Venstre igennem mange år.
Esben Larsen Mikkelsen
Det var en tydeligt skuffet Peter Christensen, der i 2015 – efter 14 år i dansk politik – røg ud af Folketinget.
»Venstre har fået en røvfuld af Dansk Folkeparti – og det har jeg også,« skrev han på sin Facebook-profil.
Venstre havde vundet statsministerposten, men gik markant tilbage, hvilket blandt andet gik ud over Peter Christensen, som gjorde det klart, at det var et endegyldigt farvel til politik.
Der skulle dog ikke gå mere end et par måneder, før han blev kaldt tilbage for at overtage posten som forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde, da Carl Holst trak sig på grund af en række sager som politiker i Region Syddanmark.
Det var ikke første comeback for den tidligere Venstre-politiker Peter Christensen, der torsdag døde i en alder af 49 år efter længere tids sygdom.
Han blev født i Sønderborg, men voksede op i et landmandshjem omkring byen Rødding i Sønderjylland. Desuden boede han mange år i Aabenraa.
Som 16-årig fik han konstateret en stor kræftsvulst i ryggen. Lægerne stillede ham døden i udsigt, og fra sygesengen meldte han sig ind i Venstre. Men Peter Christensen kom sig. Han tog en uddannelse som elektriker og havde efterfølgende en erhvervskarriere, inden han i 1999 først blev formand for Venstres Ungdom og blot to år efter – i en alder af 26 år – folketingsmedlem for Tønderkredsen.
I 2003 udgav Peter Christensen sammen med sin kollega Søren Pind og 11 andre venstrefolk 10 liberale teser. De handlede om skattelettelser og en mindre offentlig sektor og var et opgør med Anders Foghs midtsøgende partilinje.
Det sendte chokbølger gennem det daværende regeringsparti, og den liberale gruppe blev slået hårdt ned af Anders Fogh og ikke mindst Claus Hjort Frederiksen.
Højre hånd og chefforhandler
I de følgende år nåede Peter Christensen at være finanspolitisk og skattepolitisk ordfører.
I 2009 blev han Venstres politiske ordfører, og fra marts 2011 holdt han i kort tid posten som skatteminister, indtil den borgerlige regering måtte gå af i oktober samme år.
Peter Christensen har været kendt som Lars Løkke Rasmussens højre hånd og chefforhandler. Det var også Løkke, der kaldte ham tilbage til Folketinget, da Carl Holst trådte af som forsvarsminister.
Det varede dog kort. Peter Christensen trådte til som ny minister i september 2015 og måtte vige pladsen for Venstres stærke mand Claus Hjort Frederiksen i den nydannede VLAK-regering.
Det blev Peter Christensens endegyldige farvel til den danske politiske scene.
Frem til sin død var Peter Christensen direktør i organisationen Aktive Ejere. Privat var han gift med TV 2-værten Josefine Kofoed. Han efterlader sig tre børn.