- 08/02/2025 KL. 14:30
Britiske undersøgelser viser, at overraskende mange tager let på håndklædehygiejnen. Det gør Michael René ikke, og som ekspert i hygiejne har han sine gode grunde.
toggle-overlay#showOverlay” data-overlay-id=”byline-overlay-0″ data-overlay-type=”byline” src=”https://imgproxy.jyllands-posten.dk/_mFK2yJDvoIX2jYH8NkYY3cbeqQ79UIY_L3Ks0Rnt6s/plain/https%3A%2F%2Fbilleder.jyllands-posten.dk%2Fpictures%2Fimage%2F11058799%2Frvvgwt%2FALTERNATES%2Fbyline%2Ftina-bryld-jpg”>
toggle-overlay#showOverlay” data-overlay-id=”byline-overlay-0″ data-overlay-type=”byline”> Tina Bryld
Michael René tørrer ikke sine hænder i et vådt håndklæde, medmindre det hænger hjemme ved ham selv.
Dertil ved han som lektor i fødevarevidenskab og fagekspert inden for rengøring, rengøringskemi og hygiejne alt for meget om mikroorganismer, bakterier og deres trivsel på fugtige steder.
»Jeg kigger på håndklædet og tænker, hvor er det mest sandsynlige sted, hvor ingen har tørret deres fingre – f.eks. i et hjørne. Er det vådt, bruger jeg det helst ikke, men ryster bare hænderne,« siger han, der er lærer på handelsgymnasiet Niels Brock i København og blogger om hygiejne og rengøring på pletvæk.dk.
»På offentlige steder bruger jeg ærmerne til at åbne døren med. Jeg bakker også gerne ud af et toilet og åbner døren med albuen, så jeg ikke behøver røre håndtaget. Jeg er ikke hysterisk, men det er tæt på. Det er vigtigt at holde en god hygiejne: Det giver god mening at mindske risikoen for at blive syg.«
En gang om året?
Han har sine grunde til at være opmærksom på håndklæder. F.eks. har en britisk undersøgelse vist, at folk har meget forskellige opfattelser af, hvornår de skal vaskes. 44 pct. svarede, at de vaskede håndklæder hver tredje måned eller sjældnere. 20 pct. mente, at en gang om måneden måtte være nok, andre 25 pct., at der skulle en ugentlig vask til.
I en anden, ligeledes britisk, undersøgelse tilstod nogle af de adspurgte, at et håndklæde hos dem godt kunne hænge i et års tid, før det blev sendt til vask.
»Vilde tal,« mener den 49-årige Michael René, der anbefaler, at man vasker sine håndklæder en gang om ugen. Især håndklæder, som man bruger til at tørre hænderne i, skal have ekstra opmærksomhed.
»Hvis der er mange i en husstand, skal man vaske det lidt oftere, mens det kan hænge nogle dage mere, hvis man er typen, der bor på sit arbejde og næsten ikke er hjemme,« siger han.
»Håndklædehygiejne kan kun anbefales. For mig er det en mikrobiologisk ting, og der kan man så diskutere risikoen for at blive syg. Der er lang vej fra, at mikroorganismer fra et brugt håndklæde kommer ind i ens mund, så de kan smitte én. Chancen for at blive syg er meget lille, men den er ikke nul. Der er da også det sanselige i at tørre sig i et håndklæde, der dufter dejligt og ikke har sådan en lidt mærkelig lugt. Hvis det lugter bare en lille smule, skal det til vask.«
Mindst 60 grader
Han anbefaler desuden, at man altid vasker sine håndklæder ved 60 grader, hvis stoffet kan tåle det – 80 grader, hvis der er sygdom i familien.
»Hvis det ikke kan tåle de høje grader, så køb håndklæder i et materiale, der kan,« siger han.
»Det hjælper ikke at vaske ved 40 grader i længere tid, hvis vi snakker vask af brugte og dermed beskidte håndklæder, netop fordi der er en drabseffekt for en række mikroorganismer efter en effektiv opvarmning til 60 grader.«
Han kommer med endnu en pointe.
»Du skal være opmærksom på vaskemidlet. Er det tilsat enzymer, kan det måske kun vaske op til 40 grader. Det står på beholderen. Det er vigtigt, for hvis du vasker for varmt, inaktiverer du de aktive enzymer i vaskemidlet.«
Hurtig håndvask
Man kunne ellers tro, at et håndklæde kunne bruges lidt længere og vaskes lidt koldere, for i princippet er hænderne eller kroppen jo ren, når man tørrer sig efter håndvask eller bad.
Sådan er det bare ikke.
Michael René var selv overrasket, da det gik op for ham, hvor lang tid man skal bruge, før hænderne er vasket helt rene.
»Under corona købte jeg et farvestof, som kun kan ses i UV-lys. Jeg påførte mine hænder det for at se, hvor rene de blev, når jeg vaskede i 5-10 sekunder, 30 sekunder, 1 minut og 1-2 minutter. Jeg var ret overrasket over, at jeg havde nogle blind spots mellem et par af fingrene og nede i hjørnet ved tommelfingeren f.eks. Her skulle jeg være mere grundig,« siger han.
»Det viser, at man skal gå op i håndhygiejnen. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du vasker hænderne i 15-20 sekunder. Du kan prøve at tælle langsomt til 20, mens du vasker hænder, og overveje, om du ville have lukket for vandet inden, hvis du ikke lavede denne lille test.«
Hvis du ikke vasker dine hænder grundigt nok, tørrer du i teorien mikroorganismer af i håndklædet, pointerer Michael René:
»Mikroorganismer som bakterier kan godt lide fugt og fugtige miljøer. Der vækster de godt, men det kræver, at de har noget at spise. Der kan være nogle mikroorganismer, som vi uheldigvis får afsat på et håndklæde – normalt vil de dog dø inden for et døgns tid eller gå i dvale.«
Der er en grund til, at f.eks. hospitaler er gået over til tørremaskiner eller papirhåndklæder, mener han.
»Det kan være lidt ulækkert at se ned i en håndtørrer på et offentligt toilet, hvor der har været mange mennesker forbi. Jeg kan da godt tænke, om jeg virkelig skal bruge den, men vi har ikke set en epidemi, der er startet i sådan en håndtørrer. Det korte råd er at bruge sin sunde fornuft og ikke være hysterisk. Alt med måde.«