Pigen, der vil leve (del 1): Ingen havde forestillet sig, at historien om Mathildes liv skulle blive denne

12. feb. 2025 kl. 09:00

Mathilde er en del af regeringens »vigtigste opgave«, og hun er sikker på, at Mette Frederiksen ikke aner, hvem hun er. I mere end et år har journalist Lasse Momme fulgt med i hendes liv. Dette er første kapitel i hendes fortælling.

Lasse MommeJournalist

Miles LilleyFotograf

Asbjørn Kjærgaard-PedersenLyddesigner

Det var faren, der havde valgt navnet.

Han kunne så godt lide det navn:

Mathilde.

Hun havde mørkt hår og æblekinder.

De grønne øjne så på ham, der så på hende, og hverken han, hendes mor eller nogle af de andre, der for til sygehuset for at se det lille ubeskrevne blad i sengen på snevejrsdagen i 2005, havde i deres vildeste fantasi forestillet sig, at historien om hendes liv skulle blive den, jeg nu vil fortælle dig.

Den 1. januar 2023 satte Mette Frederiksen sig til rette i en rød blazer med et lille glas vand på Marienborg for at holde sin første nytårstale som statsminister for SVM-regeringen.

Så talte hun om de knap 43.000 unge uden job og uddannelse.

»Vi kender dem godt,« sagde hun.

»I den nye regering har vi valgt at lade jer, der har det sværest, være vores vigtigste opgave.«

Mathilde er en af de 43.000, og hun er overbevist om, at Mette Frederiksen ikke aner, hvem hun er.

I næsten et årti har hun hængt fast i psykiatrien, i udredninger, pilotprojekter, handlingsplaner og arbejdspunkter. Jeg har læst mere end 1.808 sider om Mathilde Kirstine Simonsen Høj fra det offentlige Danmark, og jeg tror aldrig, at jeg har mødt et menneske, der har lært mig så meget om at kæmpe.

Dette er første del af historien om hendes liv.

Det er er mit forsøg på at give dig den bedste fornemmelse af, hvordan det er at være en regerings opgave, og hvis du undervejs kommer til at have det, som om du befinder dig i et kaos, er det, fordi du har det, som Mathilde har det. Men med tiden vil du forstå.

Det har jeg gjort i løbet af det snart halvandet år, hvor jeg har været med på sidelinjen i hendes liv. I timer og atter timer har jeg talt med hende og med dem, der elsker hende. Om alt det, der førte frem til striberne på armene, om systemet, der forekommer hende som et varebånd, om tro, håb og kærlighed, og om alt det, hun drømmer om, men som en mand, hun kalder Ole, står i vejen for.

Ole er en stædig, gammel mand af den slags, de fleste ikke kan udstå, og han har også et andet navn:

Ocd.

Han bor på et kontor i den mest skrøbelige del af Mathildes hoved. Han spiller en sang i ring. Han roder. Små folk løber omkring for at rydde op efter ham, men det nytter ikke. Ole hiver mapperne ud af skufferne igen og kaster med dem, så de flyver omkring i en tornado. Så de rammer indersiden af kraniet. Så Mathilde føler, at noget skal ud derindefra. Så hun griber ud efter noget skarpt for at flytte smerten.

Til sine arme for eksempel.

Da Mathilde var 11 år, fandt Ole på at tvinge hende til at tænke tanker, hun ikke havde lyst til at tænke. Han gjorde hende så bange for bakterier, at hun desinficerede fortovet med en spritforstøver, og med tiden har han fået selskab af angst, af sure gamle damer og andet godtfolk.

Han kan skrumpe, når det går Mathilde godt, men siden i sommer, hvor der var varme og lys og blåbær og endeløse dage i Sverige, har han haft vokseværk. For nylig hørte hun ham inde i hovedet:

»Gør det!« sagde han, da hun så pillerne i køkkenskabet, og Mathilde blev bange.

Mathilde har det, som om han er blevet hendes dukkefører.

Når hun står foran spejlet og ser på sig selv med Oles blik, ser hun en stor pige, en for stor pige, en usundt stor pige, selv om hun ved, at det ikke er sandheden, at hun i virkeligheden er en helt almindelig ung kvinde med en forkærlighed for lyserød og glimmer, og at det kan få fatale følger for organer og for drømmen om at blive mor, hvis vægten fortsætter med at falde i det nuværende tempo.

Derfor ville hun ønske, at hun havde spist noget i 48 timer.

Men rører hun et æble til aftensmad, kan hun finde på at sulte sig selv de følgende dage. Ser hun sit hofteben stikke ud, får hun lyst til at save det af. Hun tænker nogle gange på at tabe sig til ingenting, og det skræmmer også Mathilde, for hun drømmer om et andet liv.

For tiden griber hun ofte ud efter noget skarpt for at glemme smerten. Fortryder det så bagefter, når alt føles helt tomt. Hun kan ikke græde, ikke grine, ikke føle noget. Ligger bare i sengen, der er som et landskab efter en tornados rasen, hvori en fåmælt fyr på 19 år holder om hende og siger, at han elsker hende.

Det er Theodor Zink, og han ved ikke rigtigt, hvad han skal gøre ved spiseforstyrrelsen.

Theodor elsker fræsere.

Han elsker små stifter på 100 millimeter, drejebænke og maskiner i det hele taget. I 2027 bliver han industritekniker. Folkeskolen er han glad for at have overstået. Han har en mærkværdig logisk måde at gå til det meste på, og det var en sommeraften i 2021, at Mathilde fangede hans blik.

Han vidste ikke så meget andet om hende, end at hun tegnede flotte heste i skolen, og at hun vaskede sine hænder konstant lige op til, at hun forsvandt i 5. klasse og aldrig rigtigt kom tilbage igen.

Han sad og drak Carlsberg og hørte Branco, da hun genopstod fire år senere.

Hun bar en pink hoodie og sorte trompetbukser.

Først sagde de ikke så meget til hinanden, men så talte de om matematik, og hun fik en myg galt i halsen, og han forsøgte at kaste sin kasket, så den ramte toppen af hendes hoved.

Hvad der foregik derinde, fandt han ud af hen ad vejen, for er der noget Theodor ikke forstår, bliver han ved med at spørge, til det giver mening for ham.

Nogle dage efter det med myggen, sad de i et busskur og drak sodavand, og hun fortalte for første gang lidt om det hele, hvorefter han så spurgte, om hun ville med i Kolding Storcenter, fordi han endnu ikke vidste, at det på det tidspunkt stadig var Mathilde største frygt på grund af alle menneskerne og bakterierne.

Den 22. juni 2021 blev de kærester, og det gik til som følger:

De stod på en bro over et lille vandløb, mens solen gik ned over Egtveds ungdom. Klassen havde netop fået det eksamensbevis fra folkeskolen, som Mathilde aldrig fik. Festen pumpede bag hende og Theodor på broen.

»Kan du egentlig godt lide mig?« spurgte Mathilde.

»Ja,« svarede Theodor.

Hvad så nu, tænkte han.

»Godt, for så tror jeg, at jeg kysser dig,« sagde Mathilde hurtigt.

Hun nåede knapt at røre hans læber, inden drengene råbte til ham, at han skulle snave med hende.

»Har du lyst?« spurgte Theodor.

»Ja, men jeg ved ikke, hvordan man gør.«

»Det skal jeg nok vise dig,« sagde han så og førte hendes ansigt lidt til højre.

Han fortalte ikke, at det eneste kendskab, han havde til piger på den måde, stammede fra film. Sådan fandt Theodor sin Ferrari, som han kalder Mathilde, og Mathilde elsker ham næsten mere end sin hest.

Paradis er et sted i himlen, som Mathilde kender fra sin barndom.

Hendes mor har altid sagt, at Noas Ark vil løbe mod hende, når hun en dag ankommer, for Mathilde elsker dyr. Man har ikke altid brug for mennesker, der finder løsninger, når man er Mathilde, og Mathilde taler meget med Hekla. Hekla er god til at lytte. »Møffe,« kan hun sige, for det kalder hun den store brune hoppe fra Island, »nu strigler jeg dig lige«. Eller som i dag: »Nej skat! Kom nu lige ud med din store røv!«

Vi er i er Mathildes paradis på jord, og det ligger tre kilometer væk fra stuebordet i parcelhuset. Det dufter af hø, det er dækket i sne, Findus skyder ryg, og en død rotte ligger på betongulvet. Kim Larsen spiller julesange i en skrattende radio, der står på et bord i stalden. Mathilde strigler Hekla og laver så parader udenfor.

Dette er hendes andet liv, og i dette liv er der stille i hovedet.

For en stund.

En aften sender hun mig en SMS.

Tina Høj ser hende komme hjem klokken 17.30.

Tina er Mathildes mor, og hun ved, hvornår den er gal. Så da Mathilde fortæller, at Theodor fandt hende med hendes piller på badeværelsesgulvet, beslutter de at køre til Vejle og få hende akutindlagt i psykiatrien.

Det er anden gang i Mathildes liv, at det er kommet så vidt.

Gennem Mathildes år i psykiatrien har både hun og familien haft mange gode oplevelser.

De er blevet mødt af mange, som de synes, har gjort en forskel for Mathilde, men denne akutindlæggelse efterlader dem med samme oplevelse som den første:

De har det lidt, som om de er kommet på skadestuen med åbent benbrud og får besked på at prøve med et plaster først. Nok går de med til at indlægge Mathilde, som ikke mener, at hun kan tage vare på sig selv, men det føles som en kamp for hende at overbevise lægerne.

Mathilde sover til næste dag, og få dage senere har de en samtale i psykiatrien. De lægger en foreløbig plan, og Tina administrerer nu Mathildes piller. Hun må ikke være alene ret længe ad gangen, og Mathilde kan godt mærke, at folk omkring hende bekymrer sig. Hvilket de gør i november 2024.

Lars Høj, der er Mathildes far, har svært ved at sove. Han vågner ved enhver lille lyd fra overetagen i huset, hvor Mathilde bor, og håber bare, at hun ikke snitter for dybt denne gang.

Han elsker sin datter.

»Det er min pige,« sagde han engang, da han så hende fræse rundt på en ATV ud over en stubmark.

Nu vælder fortiden op i både ham og Tina igen.

Og i Mathilde.

Skrigene i brusekabinen, de røde sprukne fingre, grannålenes raslen en kold septemberaften. Alting kryber under væggene og bliver levende som et spørgsmål: Hvordan kom det hertil?

Et par dage efter akutindlæggelsen ringer jeg til Mathilde for at høre, hvordan hun har det.

Mest af alt er hun træt.

»Det var første gang, jeg sov alene ude,« siger hun.

»Og det var i psykiatrien.«

Jeg har spurgt psykiatrien i Region Syddanmark, hvad de tænker om Mathildes oplevelser gennem tiden. Herunder de to akutindlæggelser i hendes liv. De udtaler sig ikke om den konkrete sag, men skriver, at »der kan være forskellige opfattelser mellem patient, pårørende og behandlere i forhold til, hvilke behandlingsmæssige tiltag der tjener patienten bedst i konkrete situationer. Det tilstræbes, at beslutninger tages i fællesskab, og det er vigtigt at understrege, at indlæggelse og behandling altid sker på baggrund af en lægefaglig vurdering.«

Hvis du selv eller én, du kender, har det som Mathilde, så hører jeg meget gerne fra dig. Skriv til mig på lasse.momme@jp.dk. Du kan allerede nu læse andet og tredje kapitel i miniserien ”Pigen, der vil leve”. Du finder dem her: