Nuuday styrker sin digitale transformation med ansættelse af Carlos Moreno Alonso som ny Chief Technology and Information Officer (CTIO). Han afløser Monika Gullin, som færdiggjorde implementeringen af den nye IT-platform Dawn i YouSee
Del artiklen på
Af Lars Bennetzen
Den nye CTIO, Carlos Moreno Alonso, tiltræder 1. oktober. Han medbringer 25 års erfaring fra telebranchen og har tidligere haft ledende it-roller hos blandt andre Vodafone og Adamo Telecom. Senest har han været CTIO i Adamo Telecom med fokus på fibernet. Han får nu ansvaret for at accelerere næste fase af Nuudays digitale transformation, der skal skabe stærkere digitale kundeoplevelser.
– Carlos kombinerer tung international erfaring med en dokumenteret evne til at drive komplekse digitale transformationer. Han har leveret resultater i nogle af Europas mest konkurrencedygtige teleselskaber, og vi er overbeviste om, at han er den rette til at tage Nuuday ind i den næste fase, siger Christian Thrane, CEO i Nuuday.
Carlos Moreno Alonso ser frem til at arbejde med banebrydende teknologi og innovative digitale tjenester.
– Jeg er begejstret for at blive en del af Danmarks største og førende tele- og teknologivirksomhed og bygge videre på det stærke digitale fundament, Nuuday står på, med en state-of-the-art-platform for YouSee, så vi kan styrke kundeoplevelsen yderligere. Og så glæder jeg mig til at arbejde i en dansk arbejdskultur, få nye dygtige kollegaer og lære København at kende, siger Carlos Moreno Alonso.
Han afløser Monika Gullin, der fratræder sin stilling senest ved udgangen af året.
– Jeg vil gerne sige en stor tak til Monika for de resultater, hun har skabt for Nuuday. Hun har de sidste fire år stået i spidsen for en radikal IT-transformation, der har udskiftet 40-år gamle mainframe systemer med den nye cloudbaserede IT-platform, der har skabt et moderne digitalt fundament og bragt YouSee op i en helt ny digital liga. Jeg ønsker Monika alt muligt held og lykke i fremtiden, siger Christian Thrane.
12/9 2025